Hvem er bedst? Batman eller Superman?

Af Kristian Lindberg
22. marts 2016, 17:00

Er en karakter med en mørk fortid den mest interessante at fortælle historier om? Eller bør overmennesket Superman have en ny chance? I anledningen af filmen »Batman v Superman: Dawn of Justice«, der har premiere torsdag gør vi boet op mellem de to superhelte.

Premieren på »Batman v Superman: Dawn of Justice« genrejser et gammelt spørgsmål, som det burde være overflødigt overhovedet at stille, men som ikke desto mindre har optaget såvel børnehavebørn som inkarnerede fans og tegneserieskabere gennem flere årtier: Hvem er størst/stærkest/bedst? Batman eller Superman?

Ja, de fleste smiler ved det absurde i spørgsmålet. Det siger jo sig selv, at Superman, der råder over ubegrænsede overmenneskelige kræfter, til enhver tid vil kunne overvinde Batman, der trods alt kun er et menneske. Eller som Superman udtrykker det i Frank Millers tegneserie »The Dark Knight Returns« (1986), da Batman går til kamp mod ham: »Dette er jo idiotisk! Du er lavet af knogler og kød ligesom alle de andre…« Diskussionen er slut, før den kommer i gang.

Men spørger man i stedet, hvilken af de to helte, der er den mest interessante karakter at fortælle historier om, er det straks en vanskeligere diskussion…

Lad os dog først kigge på et andet spørgsmål, der er lige så påtrængende i denne sammenhæng: Hvorfor slås Batman og Superman overhovedet? De er jo begge good guys. Mens Superman redder Verden, redder Batman Gotham City, og deres fjender overgår hinanden i ondskab.

Med det in mente burde de to kappeklædte være nære venner. Og det er de da også – som hovedregel. Ikke desto mindre er Batman og Superman ofte tidligere stødt sammen, takket være krøllede intriger udtænkt af deres tegneserieforlag, DC Comics. I de fleste tilfælde er der tale om såkaldt kontrafaktiske universer, hvor enten Superman eller Batman er blevet »ond« eller er blevet narret i det ondes tjeneste.

Det gælder eksempelvis førnævnte Frank Miller-serie, hvor Superman er kommet i en højreekstremistisk præsidents sold, mens Batman leder en bande banditter, der med nærmest fascistisk brutalitet holder kriminaliteten nede i Gotham City.

I en anden kontrafaktisk historie, Mark Millars »Superman: Red Son«, er Superman ikke opvokset i USA, men i Sovjetunionen, hvor han er Stalins tro håndlanger. Til gengæld er Batman fanatisk antikommunist, hvorfor opgøret mellem de to er uundgåeligt.

Filmopgør undervejs i årtier

Et filmopgør mellem Batman og Superman har været undervejs i næsten to årtier, men at det måtte komme, var uundgåeligt, da det drejer sig om DC Comics’ absolut mest populære helte. Dermed er parret det eneste, der rigtigt kan tage kampen om biografbilletterne op med helte som Spiderman, Avengers og Iron Man fra det rivaliserende forlag Marvel, og et møde mellem de to kan revitalisere DC Comics som brand.

Men tilbage til spørgsmålet om, hvem af de to der er den mest interessante karakter at fortælle historier om. I vore dage ville de fleste nok instinktivt svare Batman, da Superman jo i realiteten er usårlig, hvorfor de udfordringer, han måtte stå over for på Jorden, egentlig burde være bagateller. Se mere på Berlingske